Håber på flyvende start i Hedensted
Af: Peter Kaltoft
Nu gør Vejle Håndbolds 1. Division Herrer for alvor deres entré i Hedensted Centret, når holdet onsdag kl. 19.30 møder Skive fH.
I ordets bogstaveligste forstand håber Vejle Håndbolds herrer i 1. Division på en flyvende start, når holdet gør debut i Hedensted Centret onsdag den 19. januar samt den efterfølgende søndag den 23. januar. I første omgang gælder det Skive fH onsdag kl. 19.30, og der venter uden tvivl de lokale tilskuere og ikke mindst spillere en tæt og intens affære. På søndag gælder det københavnermandskabet fra Holte IF, og med gæsternes nuværende placering, bør der hvis Vejle-mandskabet spiller på højt niveau, være en mulighed for at hente to point i søndagens kamp.
Luftskib i luften
Foruden de nye omgivelser i form af Hedensted Centret, vil der være en del nye tiltag i håbet om at skabe en helt ny tradition for at gå til håndbold i Hedensted og efterfølgende i foråret også i DGI-huset Vejle, når Vejle Håndbold vender tilbage de normale rammer.
Eventansvarlig Finn Sandberg glæder sig til at gå i luften med de nye idéer, og håber på, at skabe en ny standard for totaloplevelsen ved at gå til håndbold: ”Vores nye luftskib, som er sponsoreret af Kraft Biler Erhverv, er døbt ”Kraft Ship” og er det synlige forsøg på, at vi vil opgradere totaloplevelsen ved at gå til håndbold når Vejle-holdene spiller,” siger Finn Sandberg. ”Formålet er at skabe en god oplevelse og maksimere stemningen til gavn for holdet. Som noget nyt har vi arbejdet videre med vores musik, og tilføjet nye dimensioner i form af lys, røg og nu også vort eget luftskib,” fortæller Finn Sandberg der tilføjer at luftskibet er 3,5 meter lang og giver 150x100 cm plads til sponsoreksponering. Den er bygget i Beograd, har 3 motorer og styres ved hjælp af en ganske livlig radiostyring.
Nyt givtigt samarbejde
Foruden de to ovenstående kampe i Hedensted, spiller Vejle Håndbold to yderligere kampe i Hedensted i foråret. I slutningen af februar gælder det Team Sydhavsøerne og TMS Ringsted, og til disse kampe vil der også blive arbejdet på, at stable nogle spændende arrangementer på benene.
Hele idéen med dette nye koncept opstod, da Vejle-mandskabets normale hjemmebane i DGI-huset var optaget, og gennem et konstruktivt samarbejde med centerchef Peter G. Nielsen i Hedensted Centret og en god dialog med den lokale håndboldklub ØHK Hedensted, glæder sportschef i Vejle Håndbold, Henrik Steffensen sig til de nye omgivelser: ”Virksomheder i omegnen af Vejle får nu muligheden for, at være en del af vores netværk på efterhånden 120 virksomheder, og det netværk er nu yderligere blevet forøget med de nye samarbejdspartnere i Hedensted og Løsning området. Derudover har Hal A i Hedensted Centret en god størrelse med henblik på, og ud fra vores nye tiltag, at skabe en god kulisse for vores herrehold, og forhåbentlig være med til at styrke hele vores store håndboldprojekt i Vejle, og ikke mindst både skabe interesse og liv i Hedensted Centret på håndboldfronten,” konstaterer en spændt Henrik Steffensen, der sammen med spillerne og den øvrige stab i og omkring Vejle Håndbold, glæder sig til en flyvende start onsdag den 19. januar i Hedensted Centret kl. 19.30. Alle ungdomsmedlemmer samt trænere og ledere i ØHK Hedensted har foruden medlemmer af Vejle Håndbold og Vejle Håndbold Ungdom gratis adgang til kampene i Hedensted Centret.
FØLGENDE LOKALE VIRKSOMHEDER BAKKER OP
OM VEJLE HÅNDBOLD I HEDENSTED:
|
Spettrup Autolak Hedensted Centret Kragelund Tæmrer & Snedker Hedensted Caravan Langelund Guld, Sølv & Ure |
Bondes Spisegård, Løsning InSign Skiltecenter Sannes Malerforretning La Crêpe Bjerre Kød |
|
På billedet ses til højre Jon Slot Hansen, indehaver af Kraft Biler Erhverv og bagmanden bag luftskibet, ved overdragelsen til Vejle Håndbold der her er repræsenteret af eventansvarlig Finn Sandberg". Foto: Bejder Fotografi.
Det tog lidt tid for at få det HELT rigtige billede for fotografen John Bejder. Begge de herrer måtte kæmpe meget for at få styr på både ansigtsudtryk og ansigtsbehåring. Se bare nogle af de frasorterede billeder:


|
15.01.2011