Målsætning opfyldt - tophåndbold i Vejle også i næste sæson!
Af: Finn Sandberg
Vejle Håndbold tilbage i DGI-huset med succes, besejrer Faaborg HK og sikrer definitivt klub og by endnu en sæson i den landsdækkende 1. division!
Det var nær aldrig lykkedes...Altså at spille hjemme kampen i DGI-huset, som er den optimale hjemmebane for holdet..
Et større gymnastik arrangement lagde beslag på eftermiddagen i opvisningshallen, og kampen var derfor rykket frem til det usædvanlige tidspunkt kl. 19.00 en lørdag aften. Den største udfordring var dog at få hallen klargjort efter de glade gymnastik unger, med opsætning af bander, bannere og gulvreklamer. Men med en kæmpestor indsats fra personale i DGI-huset og ikke mindst spillere fra 1-2 hold damer, nåede hallen netop at blive klar således de to hold kunne påbegynde opvarmningen kl. 18.30.
Og lad os slå det fast med det samme: Patienten overlevede. Men om operationen var 100 % vellykket er et mere åbent spørgsmål.
Vejle holdet starter dog som lyn og torden og kommer hurtigt foran 4-0. Det solide forsvarsspil som har været kendetegnende for holdet gennem hele sæsonen, er på plads, og Faaborg har hele halvlegen igennem store vanskeligheder med at komme til fornuftige afslutninger. Samtidig viser målmand Lars Knudsen høj klasse og vores hold kan gå til pausen med en 3 måls føring.
De fleste tilskuere regnede det i pausen for en formssag at besejre udeholdet. Faaborg var ideforladte i offensiven og profilen Aqqaluk Sørensen var ligesom i de to holds første møde, meget dårligt spillende. Samtidig lignede det i Vejles offensiv kun som et spørgsmål om at få skudt ordentligt hul på en velspillende Rajko Milosevic i Faaborg målet.
Om det var savnet af playmaker Thomas Munk Andersen der sad udenfor med en skade, der i 2. halvleg lagde en dæmper på vejlensernes succes i det offensive spil efter skal være usagt. Cheftræner Nick Rasmussen rystede posen godt når der skulle findes alternativer for den tilbageværende playmaker Rasmus Vandbæk i det kreative spil, når denne skulle have en pause. Desværre ikke med den store succes, og Faaborg kom ligeså stille tilbage i kampen igen. Så meget at det pludselig blev en nervepirrende affære da Faaborg udlignede først til 15-15 og senere til 16-16 med under ti minutter tilbage af opgøret. Faaborg lugtede blod, og en mulighed for at få det ene point der definitivt ville sikre dem imod at rykke direkte ned i 2. division.
Men Faaborgs trænere, (svært at vurdere hvem der egentlig styrede holdet, da de havde hele 3 der stod op og råbte på spillerne) havde til dagen bare ikke fundet den helt rigtige opskrift på hvordan de skulle åbne Vejle forsvaret. To scoringer var alt hvad det blev til for dem i kampens sidste 8 minutter. Det var ikke nok og det var derfor Vejle der kunne sikre sig endnu en sæson i 1. division, mens Faaborg må vente lidt endnu, og efter al sandsynlighed mindst i kvalifikationsspil for at bevare den landsdækkende status.
Kampfakta
Vejle Håndbold-Faaborg HK 21-18 (10-7)
Målscorere Vejle Håndbold: Ronnie Mathiasen 9, Simon B. Madsen og Lars Nielsen 4, Kasper Nielsen, Klaus Bundgaard, Jesper Scott og Jens Toft 1.
Målscorere Faaborg HK: Mick Schubert 7, Lars Hald 4, Mathias Jensen og Mark Schiøtte 3, Lasse Larsen 1.
Udvisninger: Vejle Håndbold 2 x 2 minutter, Faaborg HK 2 x 2 minutter.
20.03.2011