Udskriv siden

Vejle Håndbold tilbage i top 4?

Af: Finn Sandberg

En forrygende 2. halvleg sikrer udesejr over Frederikshavn fI

På forhånd var Vejle Håndbold måske at regne for favoritter mod rækkens bundhold fra Frederikshavn fI. Holdet fra Nordjylland har haft en svær første sæson i den landsdækkende række, og indtil videre kun høstet et enkelt point efter en uafgjort på hjemmebane mod Team Sydhavsøerne.

Men cheftræner Finn Christensen har historisk spillet med offensive forsvarsvariationer og startede også denne gang sit hold i en ultra offensiv 3-3 opstilling. Det bekom bestemt ikke Vejles angrebsspil godt i indledningen, og Frederikshavn tog derfor teten fra start og havde en føring midt i 1 halvleg på hele 10-6. En føring der dog også blev hjulpet godt på vej af alt for mange misbrugte oplagte chancer fra fløj og streg i denne periode af kampen, hvor Ronnie Mathiesen var nærmest ene om at holde niveauet angrebsmæssigt.

En god slutspurt og blandt andet tre scoringer i træk af Jesper Scott henimod slutningen af 1. halvleg gav dog vores hold en smal føring på 13-14 at gå til pause med.

Og den pause må have bekommet både spillere og træner vel...

Ihvertfald startede Vejle som lyn og torden i 2. halvleg, og vandt de første 10 minutter med 1-9. Det tvang Frederikshavn til en time out, og en efterfølgende mandsopdækning af Ronnie Mathiesen. Lige lidt hjalp det nordjyderne..

Mere plads i angrebsspillet gav gode muligheder for andre spillere, og godt styret af playmaker Rasmus Vandbæk fortsatte holdet de gode takter. Også Rolf Hessellund kom ind og gjorde det overbevisende. Rolf har ikke fået meget spilletid i år endnu, men der er ingen tvivl om at potentialet absolut er til stede. Og i fraværet af de to skadede spillere, Thomas Munk Andersen og Jens Toft, greb den unge Vejle spiller chancen, og havde et rigtig godt indhop.

Samtidig var det sædvanlige aggressive og godt fightende Vejle forsvar blevet stabilliseret væsentligt i forhold til 1. halvleg, og der herskede fra 10 minut ingen tvivl om kampens endelige udfald.

En dejlig sejr der ikke kun gav en lystig bustur hjem fra Frederikshavn, men også bragte holdet tilbage i Top 4 i  landets næstbedste håndbold række. En placering som er intakt ihvertfald indtil udfaldet af søndagens opgør mellem Ribe-Esbjerg HH og Ajax København er kendt.


 

Kampfakta
Frederikshavn fI - Vejle Håndbold 20-28 (13-14)

Målscorere Vejle Håndbold: Ronnie Mathiesen 6, Lars Nielsen 5, Jesper Scott 5, Rasmus Vandbæk 4, Rolf Hessellund 3, Klaus Bundgaard 2, Simon Madsen 1, Kasper Nielsen 1, Kasper Ahrenholt Nielsen 1.

Målscorere Frederikshavn fI: Carsten Jensen 5, Peter Guldager 4, Kim Ø. Pedersen 3, Anders Aalkjær 2, Mike Daarbak 2, Anders Nielsen 2, Simon Holland Larsen 1, Anders Risdal Nielsen 1.

Udvisninger

Vejle 3x2 min. - Frederikshavn fI 3x2 min.


 

 

29.01.2011

NÆSTE HJEMMEKAMP: