NY POKALSENSATION!
Af: Peter Kaltoft
Med en 30-29 blev Viborg HK sendt ud af pokalturneringens 7. runde. Storspil af Lars Knudsen og et solidt forsvar banede vejen for sejren.
Efter søndagens pauvre indsats mod allerede nedrykkede TM Tønder, ventede der en udfordring af en anden kaliber i går aftes, da ligemandskabet fra Viborg HK gæstede DGI-huset Vejle. Sæsonen i turneringsregi var afgjort for Vejle-mandskabet, hvorimod viborgenserne står overfor nedrykningsspillet hvor blandt andre Skive fH og Skanderborg Håndbold bliver modstanderne for Viborg HK. Netop derfor var pokalopgøret en vigtig generalprøve for gæsterne, og kampen ville give et fingerpeg om, hvor stor styrkeforskellen er mellem landets næstbedste og bedste håndboldrække. For Vejle Håndbold gjaldt det derimod om, at få afsluttet sæsonen på en god måde, og få vasket pletten væk fra søndagens kamp.
I sidste runde af pokalturneringen slog vores hold, HC Midtjylland ud og tirsdag aften skulle det vise sig at heller ikke Viborg HK kunne matche et hårdt fightende Vejle hold fra 1. division!
Efter en meget lige forestilling, hvor holdene fulgtes ad, afgjorde Kasper "Foder" Nielsen kampen med en scoring til 30-29 to sekunder før tid. Vejle gik all in og erstattede målmand Lars Knudsen med en ekstra markspiller i kampens døende sekunder, og det gav altså bonus i form af plads på stregen og et flot indspil lige ind i en oprakt hånd til Kasper Nielsen.
Dermed er Vejle Håndbold, der i sidste sæson bare spillede i 2. division, på imponerende vis klar til pokalturneringens 1/8 finaler.
For Viborg HK må nederlaget til Vejle Håndbold have været et ”wake-up call”. Holdet møder i det kommende kvalifikationsspil om en plads i næste års Jack & Jones Liga nemlig Skive og Skanderborg – ligeledes fra 1. division, og begge disse hold sluttede bedre placeret end Vejle Håndbold.
Topscorer for Vejle Håndbold blev Jens Toft med ti scoringer.




06.04.2011