Sejr og nederlag i træningskampe
Af: Peter Kaltoft
1. Division Herrer spillede i weekenden to træningskampe, inden Japans herrelandshold venter på onsdag i Hedensted Centret.
Kampene blev spillet lørdag i Spektrum Odder, hvor hjemmeholdet fra netop Odder Håndbold og Skanderborg Håndbold var modstanderne. Ovenpå sidste weekends nederlag til Ribe-Esbjerg HH, skulle de vejleniske herrer forsøge at få forbedret spillet, og som en ekstra gevinst måske endda tilføje en sejr oven på det gode spil. Til lørdagens to kampe var Vejle-mandskabet uden bagspillerne Thomas Munk-Andersen, Simon B. Madsen, Søren Valentin, Mads Valentin og Rolf Hessellund samt målmand Lars Knudsen. Omvendt var holdet foruden de normale spillere blevet forstærket med den nytilkomne Jesper Scott fra KIF Kolding.
Første kamp var mod Skanderborg Håndbold som er blevet væsenligt forstærket op til denne sæson. Især Skanderborgs stregspiller Kasper Povlsgaard voldte Vejle Håndbolds midterforsvar problemer kampen igennem, og de to gange 30 minutter efterlod ikke meget tvivl om, at et Skaberborg-hold i fuld opstilling vil være en af bejlerne til en topplacering i den kommende sæsons 1. Division. Kampen endte med et nederlag på 26-20 efter en pauseføring til Skanderborg Håndbold på 13-10.
En halv time efter dagens første kamp ventede Odder Håndbold, som i lørdagens første kamp havde spillet 31-31 mod Skanderborg. Samme Odder-mandskab havde i sidste weekend også lidt nederlag på 33-29 til Ribe-Esbjerg HH. Odder manglende et par spillere til dagens kamp, heriblandt sidste sæsons topscorer Søren Stoklund. Kampen forløb ganske fornuftigt for vejlenserne, hvor især Ronnie Mathiasen spillede en god kamp blandt mange andre fine indsatser. Kampen endte med en sikker Vejle-sejr på 32-24 efter en pauseføring på 13-10.
Alt i alt blev det til to gode kampe denne lørdag, og forude venter træning tirsdag inden det igen går løs onsdag. Onsdag aften kl. 19.30 i Hedensted Centret, Hal A venter Japans Herrelandshold i en ny træningskamp. Til kampen vil alle under 18 år kunne komme gratis ind, mens der er entré på kr. 25,- til øvrige tilskuere. Vejle Håndbold håber naturligvis på, at se så mange som muligt.
15.08.2010