Så gælder det Holte IF på søndag i Hedensted Centret
Af: Finn Sandberg
Holte beviste i torsdagens kamp mod Ribe-Esbjerg med al tydelighed at det ikke bliver en nem opgave at få point
Med et højst overraskende 29-29 resultat på udebane mod Ribe-Esbjerg, viste Holte IF at de efter flere nederlag er ved at spore holdet ind på udfordringerne i 1. division. Samtidig har holdet fra hovedstadsområdet også bare et godt tag på Ripenserne idet den omvendte kamp i efteråret faktisk endte med en Holte sejr.
For Vejle Håndbold gælder det om at komme op på hesten igen, efter onsdagens nederlag til Skive, og samtidig forsøge at opnå den første sejr over Holte, da også vi satte point til i den omvendte kamp, med et uafgjort resultat 30-30 tilbage i oktober måned. Så det er således ikke nogen nem opgave der venter, trods Holtes nuværende placering i stillingen og Nick Rasmussens tropper går derfor ind til kampen med fuldt alvor og stor motivation.
Holdet trænes i denne sæson af den tidligere liga spiller fra bla. TMS Ringsted, Jesper Monrad der overtog et hold der var oprykket fra 2. division, men derefter spredt for alle vinde. Han har således stået i spidsen for opbygningen af et helt nyt hold, der ovenikøbet i løbet af denne sæson har måttet sige farvel til et par markante spillere også. Men talentet er stort, og Holte holdet minder på mange måder om vores eget, hvor fight og sammenspil er de markante kvaliteter.
Som et lille kuriosum kan det nævnes at Jesper Monrad spillede sine sidste to sæsoner som aktiv for giganten AG Håndbold i deres bestræbelser på at nå op igennem rækkerne. Han var derfor også en af nøglespillerne da oprykningen til 1. divison i første omgang glippede i 2008/2009 for Vejle Håndbold. Vi tabte klart over to kampe i oprykningsspillet til det dengang sammensatte superhold i 2. division, der dermed sikrede sin oprykning til 1. division.
Resten er historie...
Er du sponsor i Vejle Håndbold kan du opleve Jesper på slap line når han kigger forbi Frøs Lounge på søndag med sine kommentarer til dagens kamp - Programmet for arrangementet finder du under sponsor/erhvervsklub sektionen.
Se iøvrigt det seneste indslag fra VH TV, sponseret af DK-Dans i Vejle:

21.01.2011