3. Divisionsholdene åbner sæsonen
Af: Peter Kaltoft
I aften spiller 3. Division Damer kl. 19 i Hældagerhallen, mens både 1. og 3. Division Herrer spiller søndag i DGI-huset Vejle.
1. Division Herrer i Vejle Håndbold har allerede været i aktion to gange, senest med det ene point som blev vundet i Skive sidste fredag. I den kommende weekend går det løs for klubbens to øvrige divisionshold. Det sker allerede i aften (fredag) når Mette Sjøbergs damer i 3. Division spiller sæsonens første kamp i Hældagerhallen kl. 19.00 mod JAI fra Århus. Mette Sjøberg har følgende kommentarer til kampen: ” Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, og det ved jeg også mine spillere gør. Der har været stor tilgang af spillere til denne sæson, mange unge nye samt rutinerede kræfter, der rigtig gerne vil arbejde og kæmpe for en plads på holdet,” konstaterer Mette Sjøberg og tilføjer: ”Vi har en ambitiøs målsætning om at ligge i toppen af rækken, og går efter at rykke op i 2. Division. Dette er 100% sagt ud fra kvaliteterne på vores eget hold, da kendskabet til de andre hold ikke er tilstrækkelig endnu. Derfor må vi evaluere efter jul, og se om målsætningen er realistisk,” siger mEtte Sjæberg. Første skridt mod toppen kan allerede tages i aftenens kamp med en sejr og to point.’
1. Division Herrer derimod spiller hjemme i DGI-huset Vejle, Hal 1 søndag eftermiddag. Her gælder det Stoholm Håndbold, som er modstanderen. Træner Nick Rasmussen siger om sit holds spil: ” For vores egen vedkommende gør det sig gældende, at holdet efter en ikke godkendt sæsonpremiere mod SønderjyskE tog til Skive i fredags og beviste, at holdet via hårdt ”arbejde” i træningslokalet på en uge, har været i stand til at skabe en lille spillemæssig udvikling, hvilket også fortjent resulterede i det ene point mod Skive fH,” fortæller Nick Rasmussen og slutter: ”Denne spillemæssige udvikling vil holdet med alle midler forsøge at holde fast i til søndagens kamp, så vi forhåbentlig kan noteres for sæsonens første sejr,” siger Nick Rasmussen. Kampen fløjtes i gang kl. 15.00 i Hal 1.
Efter den kamp spiller 3. Division Herrer kl. 17.00 hvor modstanderen er Team NØS, Haderslev Næs. Træner Simon Pedersen er fortrøstningsfuld frem mod denne sæsons premiere i 3. Division: ” Opstarten har været noget turbulent, eftersom jeg kom noget sent ind i forløbet. Men 8-9 af holdets spillere har hele opstarten knoklet med Nick Rasmussen og de gutter der spiller 1. Division. Det betyder at formen er god og selvom, der har været nogle skader på det sidste, ser vi alle frem til kampen søndag,” siger Simon Pedersen. ”Holdets stamme består af unge og ambitiøse spillere, der arbejder godt for hinanden og en del af dem kender også hinanden fra tidligere sæsoner. Der er masser af kvalitet og talent på holdet, så jeg forventer at vi kan præstere på et fornuftigt niveau,” fastslår Simon Pedersen frem mod kampen i Hal 1 på søndag.
24.09.2010