Udskriv siden

Mette Sjøberg ny træner for Vejle Håndbold

Af: Peter Kaltoft

Vejle Håndbolds damer i 3. Division skal til den kommende sæson trænes af den tidligere landsholdsspiller Mette Sjøberg.

Vejle Håndbold er stolte over at kunne præsentere en stor kapacitet som ny træner for klubbens bedste damehold. Mette Sjøberg bliver ny kvinde i spidsen for damemandskabet i 3. Division, og bagspilleren vender dermed tilbage til sin barndomsklub, hvor karrieren begyndte for over 20 år siden.

Mette Sjøberg blev opereret for 2 måneder siden i skulderen, og er derfor sat uden for spillet på banen indtil mindst efter julepausen. Om det bliver til et spillemæssigt comeback i Vejle Håndbold er endnu uvist, og i første omgang koncentrerer Mette Sjøberg sig om den kommende træneropgave. ”Jeg glæder mig til at komme tilbage til klubben, og ikke mindst tage udfordringen op som træner. Jeg har de seneste måneder gået og overvejet hvad jeg skal fremover, og er glad for, at der nu er kommet en afklaring på min håndboldmæssige fremtid,” siger Mette Sjøberg, der torsdag aften for første gang skal stå i spidsen for dameholdet. ”Håndbolden i Vejle har oplevet en støt fremgang de seneste år, og jeg vil gerne medvirke til, at styrke damehåndbolden i byen yderligere og udnytte det potentiale som er til stede” siger Mette Sjøberg.

Vejle Håndbold ser selvfølgelig frem til samarbejdet med Mette Sjøberg, og håber at ansættelsen af den nye træner, vil skabe mere fokus omkring kvindehåndbolden, og forhåbentlig gøre hele træningsmiljøet mere attraktivt. ”Både menneskeligt og sportsligt besidder Mette de kendetegn som vi i Vejle Håndbold gerne vil stå for, ligesom tiltrædelsen sker med henblik på, at styrke håndboldsporten som helhed i Vejle. Klubben har i de senere år mærket en stigende fremgang på herresiden – en udvikling vi også gerne ser på damesiden fremadrettet,” fortæller næstformand i Vejle Håndbold, Peter Kaltoft. ”Vi er overbeviste om, at Mette har den kvalitet der skal til, for at lære fra sig og udvikle damehåndbolden i klubben, og vi glæder os allerede rigtig meget til den kommende sæson,” siger Peter Kaltoft.

Den kommende indsats og øget fokus på damesiden sker i et tæt samarbejde med U-18 Pigetruppen i Vejle Håndbold Ungdom, og synergieffekterne af fællestræningerne skal på både kort og længere sigt hæve det sportslige niveau, og samtidig sikre et attraktivt træningsmiljø på både senior- og ungdomssiden. Træningen til den kommende sæson er startet op, og vil foregå hver mandag og torsdag i DGI-huset frem mod sæsonåbningen den sidste weekend i september, hvor holdet på hjemmebane møder JAI, Århus.

Til slut skal der skal lyde en stor tak fra Vejle Håndbold til bl.a. Bank Nordik og Hedensted Caravan som har været med til at bakke op om Mette Sjøbergs tiltrædelse, samtidig med at Vejle Håndbold Ungdoms formand Søren Thomsen har ydet en stor indsats med henblik på at styrke dameafdelingen på både kort og længere sigt i Vejle Håndbold.

Fakta om Mette Sjøberg:
· Bopæl: Vejle
· Født 19. april 1982
· Tidligere klubber: Vejle-Bredballe KFUM, Kolding IF, GOG, Horsens HK, FCK Håndbold, FCM Håndbold
· 79 A-landskampe – EM Sølv i 2004

14.08.2010

NÆSTE HJEMMEKAMP: