Nyt samarbejde med ØHK Hedensted
Af: Peter Kaltoft
Nyt samarbejde med ØHK Hedensted til den kommende sæson indebærer at Hedensted Centret bliver ny reservehjemmebane.
Samarbejdet indebærer at Vejle Håndbold fremover vil benytte Hedensted Centrets Hal A som anden hjemmebane, såfremt Hal 1 i DGI-huset Vejle er optaget til anden side. Det medfører samtidig visse fordele for begge klubber, i form af øget kendskab i Hedensted-området for Vejle Håndbold samt et attraktivt produkt for ØHK, i form af at kunne præsentere et lokalt herrehold i 1. Division på klubbens hjemmebane.
”Vi er overbeviste om, at vi med den rette markedsføring i Hedensted-området, kan tiltrække man tilskuere til disse spændende kampe. Hallen er ikke så stor som Hal 1 i DGI-huset, men derimod bliver stemningen ofte mere intens i en lidt mindre hal,” fortæller sportschef i Vejle Håndbold, Henrik Steffensen. ”Desuden kan vi i Hedensted tilbyde bedre faciliteter for både tilskuere men også klubbens samarbejdspartnere. Mødefaciliteterne samt tilskuerpladserne i Hedensted Centret er på et højere niveau end eksempelvis Vindinghallen, og som en klub i den landsdækkende 1. Division, skal vi kunne præstere et professionelt setup på og uden for håndboldbanen,” fastslår Henrik Steffensen om valget bag den nye ’reserve’ hjemmebane
Samarbejdet medfører desuden, at samtlige ungdomsmedlemmer, trænere og ledere i ØHK Hedensted naturligvis har gratis adgang til kampene i Hedensted Centret, ligesom klubbens børnehold skal løbe med Vejle Håndbold og udeholdene ind i hallen. John Sjørslev fra ØHK Hedensted er også glad for det nye samarbejde: ”Det er spændende projekt for os i ØHK og for Hedensted-området som helhed, som vi gerne vil bakke op om. Der vil til kampene både være indløb, speakning og musik samt herrehåndbold på et højt niveau. Derved kan vi forhåbentlig give vores medlemmer og forældre en god håndboldoplevelse, og derved tilføje disse arrangementer som en ekstra medlemsfordel for ØHK-spillerne,” siger John Sjørslev.
Hal A i Hedensted Centret er blevet gennemgribende renoveret sidste år, og fremstår i dag som en moderne og indbydende idrætshal med gode faciliteter. Tilskuerkapaciteten i hallen er på omkring 1000 tilskuere, hvis der sættes ekstra stole op på den ene langside. Derudover er hallen centralt placeret i forhold til motorvejen og har gode p-forhold. Vejle Håndbold ser frem til at besøge ØHK og Hedensted Centret, og håber på at samarbejdet bliver en stor succes for alle parter.
Disse kampe er som udgangspunkt planlagt i Hedensted Centret, Hal A:
-
Onsdag den 18. august 2010 - kl. 19.30:
Vejle Håndbold - Japans Herrelandshold
-
Søndag den 23. januar 2011 - kl. 15.00
Vejle Håndbold – Holte IF
-
Søndag den 20. februar 2011 - kl. 15.00
Vejle Håndbold – Team Sydhavsøerne
-
Lørdag den 26. februar 2011 - kl. 15.00
Vejle Håndbold – TMS Ringsted
14.08.2010