Udskriv siden

Tre topkampe - en for meget

Af: Peter Kaltoft

Efter de flotte sejre over Bov og RSU-Ringkøbing spillede 3. division damer torsdag d. 19. januar ude mod rækkens suveræne tophold FC Midtjylland.

Da vi – som de eneste – har slået dem tidligere, og da de ville være helt sikre på oprykning, hvis de slog os, vidste vi, at de ville stille op forstærket med unge spillere fra ligatruppen, og det blev også til hele tre af slagsen samt et talent fra deres U18 liga.

Vi var foran 2 – 1 og 3 – 2, men herefter var det os, der var bagud med 1 – 2 mål inden FCM scorede til halvlegsresultatet 13 – 10. I anden halvleg kom vi hurtigt bagud med 5 mål, men så valgte jeg at piske vore slidte spillere, og det resulterede i, at vi midt i halvlegen kun var bagud med 18 – 16. Her slap kræfterne mentalt og fysisk imidlertid op, og da FCM samtidigt strammede grebet, vandt de det sidste kvarter med 11 – 5, og dermed kampen med hele 29 – 21.

Vi havde en del spillere, der ikke levede op til sædvanligt niveau, men det er jo forståeligt, når det er tredje kamp på blot fem dage, og modstanderen kan stille med tre spillere lige under liganiveau. Tilsammen lavede de tre 19 ud af FCM 29 mål, så man må sige, at de gjorde en forskel. Der var dog et meget stort lyspunkt set med vore øjne. Thøger – som først på det sidste er blevet en fast del af førsteholdet – scorede hele 7 mål, og havde alle kæmpet som hende, var nederlaget næppe blevet så stort, selvom vi nok havde tabt alligevel.

Resultatet betyder, at Bov – hvis de ikke sætter point til i deres sidste 9 kampe – vil løbe med den eftertragtede andenplads, som udløser kampe om oprykning, men vinder vi vores sidste 7 kampe, og de blot spiller en kamp uafgjort, så bliver andenpladsen vores. Vi vil derfor kæmpe for at vinde resten af vore kampe, hvis Bov nu skulle ”snuble” undervejs. Det kan vist ikke blive mere spændende.

Næste kampe for 3. division er søndag d. 5. februar på udebane mod Team Vest, og pokalkamp tirsdag d. 7. februar på udebane mod Sydals fra serie 1. Næste hjemmekamp er tirsdag d. 21. februar mod Grindsted.

23.01.2012

NÆSTE HJEMMEKAMP: