Udskriv siden

Det går op og ned i håndbold...

Af: Finn Sandberg

Vejles krigere måtte strække våben efter en meget svingende indsats i premieren på hjemmebanen

Man siger at for at forstå et nederlag er det vigtigt at få det på afstand. Så tilgiv denne artikels forfatter når han få timer efter kampens afslutning, benytter lejligheden for lidt terapi, i forsøget på at skrive sig ud af et meget meget mørkt sted...

Vel har TMS Ringsted gode profiler i Kim Johannesen og Rune Poulsen, og en fornuftig målmand i Mathias Olsson. Men det er også denne trio Ringsted fremadrettet skal hænge deres hat på. Bevares de har gode boldspillere på alle pladser, men bestemt ikke mere end på det jævne. TMS Ringsted ligner som de spillede i dag, et hold vi skal sammenligne os med i forsøget om at opnå vores ambition om at forblive i rækken.

Hvad siger det så om Vejle Håndbolds præstation idag? Lad mig komme med en påstand; Alle spillere der var på banen idag for Vejle, viste momenter af høj klasse. Kasper Nielsen og Kenneth Jørgensen kæmpede som sindssyge i forsvaret, Simon Madsen leverede i glimt, veritable bomber i angrebet. Michael Kabel afsluttede med syngende lethed og stor springkraft en gang imellem, Thomas Munk viste momentvis hurtig boldomgang og afgørende slange hug. Rasmus Vandbæk bidrog af og til med stor spilforståelse, og gennembrud på kant, mens Niels Guldborg i perioder viste gode prøver på hans målmandstalent, og sådan kunne jeg blive ved.. Vi viste desværre sjældent klassen på samme tid, og aldrig særlig længe ad gangen.

Vi var med hele vejen, og fører endda med to langt inde i 2. halvleg. I slutfasen holder TMS Ringsted dog hovedet koldt, og udnytter et par individuelle Vejle fejl, til at bringe sig afgørende foran. Efter en lige 1. halvleg ender det derfor med et Vejle nederlag på hjemmebanen på 26-30.

Helhedsindtrykket efterlader et billede af et Vejle hold med meget stort potentiale, men også et Vejle hold med et bundniveu der bare skal forbedres. På den baggrund kan man finde en smule trøst i at der ligger mange timer i træningslokalet endnu før sæsonen går ind i sin afgørende fase. Allerede den kommende fredag venter der dog en svær opgave på udebane mod et genrejst GOG hold, mens næste hjemme kamp byder på et opgør med liga nedrykkerne fra HC Midtjylland. Hvis spillerne var nervøse forud for premieren på hjemmebanen idag, så er der absolut ingen grund til nervøsitet før kampen mod GOG; Håndbremsen skal bare slippes..

Hjalp det så forfatteren at få sine tanker skrevet ned? Mange vil mene at det er en temmelig ligegyldig diskussion. Han var i forvejen uden for pædagogisk rækkevidde...På gensyn og tak for endnu en fantastisk opbakning på lægterne!

Alle nedenstående fotos er skudt af Bejder Foto/Anja Daugaard

21.09.2011

NÆSTE HJEMMEKAMP: