2. Division Herrer tabte til topholdet
Af: Peter Kaltoft
Efter et intenst og særdeles spændende opgør, måtte VBHK's herrer sig se besejret med 29-28 af topholdet SønderjyskE.
Det lignede en vejlensisk sejr over det hidtil ubesejrede tophold med 10 minutter igen – gæsterne fra Sønderborg ville det dog anderledes. Med et minut igen bragte SønderjyskE sig i front med to mål, og VBHK’erne måtte dermed nøjes med lige ved og næsten.
De knap 200 veloplagte tilskuere der havde fundet vej til Idrættens Hus denne søndag, fik fuld valuta for pengene. En forholdsvis velspillet kamp med masser af spænding og intensitet. Desværre manglede det endelige klimaks for størsteparten af publikummerne, nemlig en vejlensisk hjemmesejr. Årsagen bag de manglende to point skyldtes ikke dårligt spil, men derimod som så ofte før ’de små marginaler’ og en manglende evne til at lukke kampen med de muligheder man nu engang har i løbet af en kamp. Flere gange efter pausen havde hjemmeholdet muligheder til at bringe sig i front med fire overskydende mål – men misbrugte. Da SønderjyskEs Mads Bjørn Eriksen samtidig valgte at score syv mål i 2. halvleg, blev VBHK’ernes føring langsomt mindre og mindre, til sidst for at forsvinde ud i det rene ingenting. Men tilbage til ’de små marginaler’. Et vejlensisk målkast blev af de to dommere ændret til et sønderjysk indkast, der efterfølgende gav SønderjyskE et straffekast og to minutters pause til en vejlensisk forsvarsspiller; et brændt straffe på den underste del af overlæggeren og en brændt 100% chance. Men, i sidste ende drejer det sig om, at slå til når det gælder, og det formåede vejlenserne ikke denne søndag, og dermed kunne gæsterne fra SønderjyskE drage sydover med to point bagagen.
Træner Hans Peter Munk-Andersen kunne se sit hold spille en af sæsonens bedste kampe, hvis ikke den bedste: "Vi spiller rigtig godt i dag, men formår ikke at udnytte chancerne for at lukke kampen med de muligheder vi har. I dag fik mange spillere vist hvad de er gjort af, og det skal vi tage med i sæsonens resterende kampe, omend oprykningskampene er langt væk lige nu. Vi går efter at slutte sæsonen godt af, og med den indstilling vi spillede med i dagens kamp, er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal få hentet point hjem i de resterende kampe."
VBHK - SØNDERJYSKE 28-29 (12-13)
Mål for VBHK: Brian Køhler 7, Peder Kjær 4, Thomas Munk-Andersen 3, Søren Jakobsen 3, Rasmus Vandbæk 3, Anders Jepsen 2, Christian Pedersen 2 (1), Christian Andersen 2 og Jacob Knudsen 2 (2)
Mål for SønderjyskE: Mads Bjørn Eriksen 7, Magnus Rugaas 6, Henrik Storm Pedersen 6 (3), Jakob Laursen 4, Jeppe Bruhn 2, Jørgen Christensen 2, Jesper Thomsen 1 og Ole Olesen 1.
Tilskuere: 200
17.03.2008