Udskriv siden

Alternativ referat fra herrernes kamp

Af: Peter Kaltoft

Vi bringer her et referat fra søndagens herrekamp hvor Skovbakken gæstede Idrættens Hus i Vejle, eller rettere sagt det "østblok-inspirerede anlæg fra Gdansk."

At man fra to hold ser tingene forskelligt er ingen hemmelighed, men hvad de århusianske gæster fra Skovbakken er vant til vides ikke. Idrættens Hus gav åbenbart minder helt tilbage til det kommunistiske Østeuropa, hvilket ses i referatet fra Skovbakkens hjemmeside:


2. division, herrer
Vejle Bredballe HK – Skovbakken 26-22

Så sidder man her igen. En trist og mørk søndag aften skal nu slås ihjel med at skrive et desillusioneret kampreferat efter dagens nederlag i Trekantsområdet. Vi havde ellers set frem til et besøg i Vejle og flere af os havde sat næsen op efter et glimt af Vejles koryfæer som f. eks. Tommy Troelsen eller den altid velfriserede tidligere Vejle-træner, Ole Fritzen, der stod i spidsen for hele Danmarks fodboldkæledægger, da hans tropper havde stor succes i Superligaen i slutningen af 90’erne. Om ikke andet kunne vi da muligvis nyde synet af Bredballe Kirke på vejen (http://www.bredballekirke.dk/) mod Vejle-Centret, hvor kampen skulle afvikles. Men ingen af de 3 uovertrufne seværdigheder kom os til skue. Skuffende. Eneste lyspunkt var det stykke chokoladekage, man i indgangen til hallen kunne købe for en flad femmer. Og for de sjæle, der er til kombinationen mellem glasflasker og betonbygninger var der også en 25 cl. Squash for en tier. Denne kunne man så nyde enten i hallen eller på parkeringspladsen, hvor man samtidig kunne få genopfrisket sin historie fra den sovjetiske ekspansion. Om ikke andet var der i hvert fald grå beton i en sådan grad, at selv Frank Aaen ville få opfyldt sit behov for kommunistisk deja-vu.

Efter sidste uges premieresejr var der ellers lagt op til, at der skulle følges op på den succes i Ole Fritzens hjemby, men vi må i kølvandet på kampens strabadser erkende, at der ikke var meget polka-hår over dagens indsats. Ej heller over det østblok-inspirerede anlæg, der bød os velkommen til dagens dyst. Da vi drejede ind på parkeringspladsen var flere af os i tvivl om, hvorvidt vi skulle på rundvisning i Gdansk med fokus på besættelsestiden, eller om vi skulle spille håndbold mod det lokale hold fra Dahlwitz-Hoppegarten i det tidligere DDR. Men det var altså Vejle, vi skulle spille imod. Og det krævede en koncentreret indsats, hvis vi skulle have noget med derfra, selvom vi vidste, at vi har de fornødne forudsætninger for at kunne tage point fra hjemmeholdet. Især fordi vi følte os godt forberedte på deres offensive forsvar, som er deres klare kendetegn, da deres offensiv er ganske middelmådig. Det kom muligvis bag på os, at de ikke var helt så offensive i deres forsvarsspil, som vi havde forventet. Under alle omstændigheder havde vi problemer med at træffe hensigtsmæssige beslutninger, så vi kunne spille os frem til gunstige afslutninger. Men det samme gjorde sig også gældende i den anden ende, hvor Vejle havde samme offensive problemer, hvilket i sagens natur havde en forholdsvis målfattig første halvleg som direkte konsekvens. 9-11, så vidt skribenten husker.

Efter pausen forsøgte vi ihærdigt at indhente dem. Måske for ihærdigt, idet Vejle så småt begyndte at trække fra efter en overtalsperiode og nogle returbolde, som faldt ud til deres fordel. Viljen var for vores vedkommende bestemt tilstede, men heldet og den sidste koldblodighed udeblev og kampen blev reelt aldrig spændende i slutfasen, selvom vi var oppe på minus 2-3 stykker. Men selvom det ikke blev til point i dag, kunne flere af os glæde os over, at vi dog fik pådraget os en god og veltimet patvrider, da en af deres spillere praktiserede alternativt forsvarsspil. Så kom ikke her og sig, at vi ikke fik noget med hjem fra Jyllands største trekant. Vi mødte et på dagen udmærket Vejle.mandskab, men det er ikke fordi man fristes til at citere Ole Fritzen, da han før en kval.-kamp til UEFA Cuppen for Vejle Boldklub mod særdeles upåagtede Otelul Galati, der i øvrigt befandt sig i den nederste halvdel af den rumænske Divizia A, sagde: ’Det lugter lidt af klasse’.

Gid det var så vel. Vi nakker dem næste gang.

Kilde: (http://skovbakken.klubif.dk/default.asp?pageid=616)

07.10.2007

NÆSTE HJEMMEKAMP: