Udskriv siden

Nederlag efter svag indsats

Af: Peter Kaltoft

Det blev desværre til et nederlag på 26-20, da VBHK's damer i 3. Division gæstede Humlehøjhallen hvor HF Sønderborg var værter.

Bagud 15-8 efter en næsten miserabel indsats i 1. halvleg, gjorde mulighederne for at tage to point med hjem fra Humlehøjhallen ufattelig svære. Flere gange før pausen måtte træner Michael Brock se sit mandskab ramme et lavt bundniveau, et niveau som mindede om udekampen før jul mod TPI-Odense 2.

Værterne fra HF Sønderborg var i front fra start til slut, og havde kontrol om kampen gennem alle 60 minutter. De vejlensiske kvinder havde dog en opblomstringsperiode midt i 2. halvleg hvor holdet indhentede lidt af den sønderjyske føring, dog uden at bringe HF Sønderborgs føring i fare, dertil var indsatsen i dagens kamp ganske enkelt for svag, mod et på dagen klart bedre hold. Alligevel var det rart at se, at på trods af håndboldevnerne var blevet hjemme, fortsatte en del af spillerne med at fighte kampen igennem, og især Reni Jakobsen forsøgte med alle kræfter.

"På trods af en rigtig god træningsuge, formår vi ikke at holde niveau i dagens kamp. Vi brænder mange oplagte, timingen er ikke helt på plads og ingen rammer rigtig dagen - kort sagt en kollektiv offday. Vi har dog heldigvis en uge træning op til vores næste kamp, hvor vi forhåbentlig kan revanchere dagens indsats. Det er både jeg selv og pigerne klar til," sagde Michael Brock efter kampen. Som nævnt ovenfor spiller damerne igen kamp på søndag hvor Team Grindsted/Billund gæster Idrættens Hus.


HF SØNDERBORG - VBHK    26-20 (15-8)

Mål for HF Sønderborg: Annie Stark 6, Sanne Kludt 5, Louise Auerbach 4, Stine Harboe 3, Marie Auerbach 3, Maria Matzen 2, Signe Wraamann 1, Line Thomsen 1, Lene Møller 1.

Mål for VBHK: Gitte Jakobsen 7, Pia Duus 3, Sussi Madsen 3, Pernille Hansen 3, Reni Jakobsen 2, Tina Kaltoft 1 og Malene Kristensen 1

Tilskuere: 100

13.01.2008

NÆSTE HJEMMEKAMP: