Udskriv siden

Mindeord om Linda Jørgensen

Af: Peter Kaltoft

En ildsjæl inden for vejlensisk håndbold tabte kampen mod kræften. VBHK's tidligere formand Linda Jørgensen sov stille ind i tirsdags.

En god sportskammerat er ikke blandt os mere. Tirsdag den 30. oktober sov Linda Jørgensen stille ind efter kort tids sygdom.

Linda var gennem mange år utrolig engageret i håndboldsporten i Vejle Håndbold Klub, og i det nuværende Vejle Bredballe Håndbold Klub. I Vejle Bredballe Håndbold Klub nåede Linda både at være formand og kasserer. Samtidig med klubarbejdet kunne hun også finde tid til at deltage i Vejle Håndbold Skole, som blev grundlagt for 12 år siden. Her var Linda med i bestyrelsen i fem år. Linda var også dybt engageret i Vejle Cup udvalget, hvor hun var kasserer. Selvom Linda var meget mærket af hendes sygdom ved det senest afviklede Vejle Cup stævne, mødte hun alligevel op i forbindelse med aftenfesten, hvor Linda altid fungerede som ”bank”.

Samtidig med de mange gøremål i bestyrelser fandt Linda også tid til at lave en ”scrapbog” om klubben gennem tiderne, hvor hun samlede avisudklip omkring klubbens hold – primært 1. hold damer og herrer, fra oprykningsfester, medaljeoverrækkelser osv. ”Scrapbøgerne” afleverede Linda løbende til bestyrelsen. Et stort stykke arbejde, som Linda også mestrerede.

I forbindelse med Vejle Bredballe Håndbold Klubs hjemmestævne den 3. november blev derfor inden kampstart for 3. Division Damer, afholdt et minuts stilhed.

Vore tanker går til Lindas nærmeste familie – de har lidt et stort tab. Æret være hendes minde.

Bestyrelsen
Vejle Bredballe Håndbold Klub

04.11.2007

NÆSTE HJEMMEKAMP: