Udskriv siden

Endnu en ligaspiller til VBHK

Af: Peter Kaltoft

Kenneth Jørgensen skifter fra den kommende sæson til VBHK, og er foreløbig tredje forstærkning i de ambitiøse planer.

Med tilgangen af Kenneth Jørgensen er Vejle Bredballe Håndbold Klub blevet en væsentlig forstærkning rigere, især i det defensive arbejde, hvor Kenneth Jørgensen gennem de seneste sæsoner har bevist, at han er blandt ligaens bedste forsvarsspillere. Kombineret med en rutine og erfaring efter over 150 kampe i landets bedste række, vil Kenneth sammen med de to øvrige forstærkninger i form af Micke Næsby og Kim V. Jørgensen, styrke det vejlensiske mandskab markant.

Den 31-årige højrefløj glæder sig til sin nye opgave i Vejle: "Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang og være en del af det spændende projekt. Det første mål er oprykning til 1. Division, og med den stigende opbakning i byen sammenkoblet med klubbens ambitiøse planer, tegner det til at blive en rigtig interessant sæson vi går i møde," siger Kenneth Jørgensen, der ikke betegner skiftet som en nedtrapning: "Selvom det kan betegnes som en nedtrapning, vælger jeg at se dem som en udfordring. Jeg føler stadig, at jeg kan bidrage med min erfaring og mine håndboldmæssige kvaliteter, og dermed yde mit bidrag i et spændende projekt."

Vejle Bredballe Håndbold Klub arbejder videre i bestræbelserne på at forstærke herreholdet i 2. Division yderligere, og sportschef Henrik Steffensen lover, at det ikke er den sidste forstærkning. "Vi knokler stadig med at skabe de rette rammer og faciliteter bag projektet, og vi oplever som tidligere nævnt en utrolig stor opbakning til projektet, hvilket er med til at hjælpe os på rette vej. Hele essensen i det her er et ambitiøst og spændende projekt, der tegner til at blive en succes, og som mange gerne vil være en del af,” siger Henrik Steffensen.

Fakta om Kenneth Jørgensen:

Position:

Højre fløj

Tidl. klubber:

Kolding IF og Fredericia HK 1990

Født:

1976

Højde:

1,90 cm

Beskæftigelse:

Rådgiver i Danske Bank

15.03.2008

NÆSTE HJEMMEKAMP: