Micke Næsby skifter til VBHK
Af: Peter Kaltoft
Til den kommende sæson forstærkes de vejlensiske håndboldherrer af den nuværende ligaspiller og tidligere ligatopscorer.
Dermed vil den 1,93 cm høje bagspiller være en del af de ambitiøse planer, der arbejdes med i Vejle Bredballe HK, og forhåbentlig være medvirkende til at føre klubben op i 1. Division inden for to år. Sportschef Henrik Steffensen betegner Micke Næsby som et decideret ’scoop’: ”At kunne tilknytte en tidligere ligatopscorer til en klub af vores størrelse, tager vi som et kæmpe skulderklap til det projekt vi arbejder med. Vi ser frem til et spændende bekendtskab med Micke, og vi er ikke i tvivl om, at der stadig er masser af mål i den hårdtskydende højreback.”
Micke Næsby glæder sig til en ny opgave i den kommende sæson: ”Det overordnede mål bliver i første omgang at føre VBHK op i 1. Division, og så må vi efterfølgende se, hvad der skal til for at komme endnu længere op. Spændende bliver det i hvert fald, og med truppens nuværende sammensætning, er jeg ikke i tvivl om, at vi går en rigtig interessant sæson i møde.
Micke Næsby er den anden væsentlige forstærkning, efter VBHK for et par uger siden præsenterede Kim Jørgensen, der skifter til VBHK fra Skanderborg Håndbold. ”Næste år skal vi gerne et trin op, og prøve hvordan det er at spille i 1. Division. Foruden Kim Jørgensen og Micke Næsby, har vi allerede flere aftaler på plads, som vi dog må vente lidt med at offentliggøre,” siger Henrik Steffensen der er overbevist om, at vejlensisk håndbold går en lovende fremtid i møde.
Fakta om Micke Næsby
Position: Højre back/fløj
Tidl. klubber: Gauerslund HK, Algeciras (Spanien), Cangas (Spanien), Århus GF, Wetzlar (Tyskland) og Fredericia HK 1990 (200 kampe og 1307 mål)
Født: 1973
Højde: 1,93
01.03.2008