Flot storsejr i topkamp på Fyn
Af: Peter Kaltoft
VBHK's herrer leverede en sublim indsats, da Otterup HK blev besejret med hele 29-19, og hægtede dermed fynboerne af i toppen af rækken.
Stort set alt var perfekt denne søndag. To point, stadig med helt i toppen af rækken, et stærkt (og larmende) fremmøde af The Crazy Reds i Otterup Hallerne samt en flot kollektiv indsats, og noget nær sæsonens hidtil bedste indsats. For første gang i denne sæson formåede vejlenserne at levere en noget nær optimal indsats.
Da kampen blev fløjtet i gang kl. 16.00 i Otterup Hallerne var det til trommerne og lyden af en pæn flok fans fra The Crazy Reds, som havde turen til Nordfyn denne søndag, for at bakke op om de lokale håndboldhelte. Et fremmøde der vidner om en stærk opbakning og interesse fra fanklubben, og helt klart noget der har kæmpe betydning for både spillere og klubben.
Opgørets første halvdel var ikke nogen køn affære, og man fristes næsten til at sige igen igen, da VBHK-spillerne brændte mange store chancer før pausen, og var selv skyld at føringen ikke var større end de tre mål som lystavlen viste efter 30 minutter. Forsvarsspillet stod solidt, mens der blev produceret chancer nok - chancer som i 2. halvleg blev sat ind i netmaskerne. Spillet i 2. halvleg lå på et højt niveau, og spillere som Kim Jørgensen, Micke Næsby samt Martin Bruun var de mest toneangivende på et generelt godt spillende VBHK-hold. Sejren på 10 mål var fuldt fortjent, og med de to point, er der nu noget som ligner et 'hul' ned til det fynske mandskab på 3. pladsen på fire point, samtidig med at VBHK er bedre i de indbyrdes opgør.
Træner Søren Gottfredsen var naturligvis en tilfreds træner efter kampen, og takkede ligeldes The Crazy Reds for opbakningen. "At der kommer en samling af fans fra The Crazy Reds er en kæmpe motivationsfaktor for os, og de var medvirkende til at sikre os den overbevisende sejr i dag. En sejr der er utrolig vigtig, i det vi nu fuldt og fast skal koncentrere os om, at vinde sæsonens resterende kampe, inklusive kampen på udebane mod Ribe-Esbjerg HH, så vi i sidste ende kan slutte på 1. pladsen, der giver direkte oprykning. Vi ved dog at der ikke er nogle nemme kampe, og allerede på lørdag venter der en svær opgave i lokalopgøret mod Kolding Håndboldklub, om end vi på forhånd må påtage os favoritværdigheden. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi nok skal være klar til opgøret i Parkhallen på lørdag," siger Søren Gottfredsen, der håber på at en del Crazy Reds og menige vejlenserne vil tage turen til Kolding på lørdag og bakke holdet op. Kampen spilles som nævnt i Parkhallen og fløjtes i gang kl. 16.00.
Rundens øvrige kampe:
| - Kolding HK - Tommerup HK |
21-21 |
| - GOG Håndbold 2 - AGF, Århus 2 |
21-22 |
| - Kolding IF 2 - ODENSE Håndbold |
21-22 |
| - Ribe-Esbjerg HH - IK Skovbakken |
34-24 |
| - Søften GF - Skanderborg Håndbold 2 |
29-26 |
OTTERUP HK - VBHK 19-29 (8-11)
Mål for Otterup HK: Rasmus Bossen 6.
Mål for VBHK: Micke Næsby 8, Martin Bruun 6, Thomas Munk-Andersen 5, Kenneth Jørgensen 4, Jacob Knudsen 3, Anders Kroman 1, Peder Kjær 1 og Kim V. Jørgensen 1.
Tilskuere: 200
04.01.2009