OPRYKNING TIL 3. DIVISION!
Af: Peter Kaltoft
VBHK's 2. hold herrer sikrede sig i går oprykning med mindst mulig margin, da reglen om udebanemål banede vejen op i 3. Division.
I forhold til det første opgør den 7. april i Kliplev mod Lundtoft IF, hvor flere af holdets normale spillere ikke var med, stillede VBHK’erne til lørdagens returopgør i stærkeste opstilling, med blandt andet H.P. Munk-Andersen, Henrik Steffensen og René Petersen på holdkortet. Alligevel blev kampen aldrig en stor spillemæssig oplevelse, men det blev til gengæld kompenseret af både fight, spænding og intensitet. Kravet for en oprykning var ganske klar, minimum en fem måls sejr, eller en fire måls sejr såfremt Lundtoft IF kunne holdes nede på under 16 scoringer, da reglen om flest scorede udebanemål i givet fald ville blive afgørende, da den første oprykningskamp endte 20-16 i sønderjydernes favør.
Allerede fra kampens start, var der ikke tvivl om, at denne kamp ligeledes ville blive et målfattigt opgør, og en tæt 1. halvleg resulterede i en føring på 9-8 til Lundtoft IF. Efter pausen gik gæsternes angrebsspil helt i stå, og da hjemmeholdets fløje Omar Khalidan samt Rasmus Holbech viste stærkt spil med flere vigtige scoringer, tegnede alt til en rigtig intens afslutning. Med små ti minutter tilbage havde VBHK-mandskabet kæmpet sig tilbage, og var nu foran med de fire mål, der grundet Lundtofts få scoringer efter pausen var nok til at sikre sig oprykningen. Med omkring 40 sekunder igen scorede Omar Khalidan vejlensernes afgørende mål, til stillingen 19-15. Lundtoft IF forsøgte i det efterfølgende angreb at reducere, dog uden held, og da hjemmeholdet med 10 sekunder igen erobrede bolden, kunne spillerne blot vente på tiden ramte 30 minutter på lystavlen – og dermed var oprykningen til 3. Division en realitet efter en flot kollektiv indsats i 2. halvleg! Cirka 100 medlevende tilskuere, heraf knap halvdelen fra Lundtoft, havde valgt at støtte holdene i et oprykningsopgør, der først blev afgjort med under et minut igen. De sønderjyske gæster får dog endnu en chance, da holdet møder HF Hjørring fra 3. Division i to opgør om en plads i 3. Division.
Træner Finn Sandberg fik den obligatoriske lufttur i Hal 1 efter kampen, der samtidig fik sin anden oprykning på to år, da han sidste sæson førte Serie 2 Herrer op i Serie 1. Oprykningen er ensbetydende med det bedste herreresultat i klubbens historie, da klubben aldrig har haft to divisionshold på herresiden før. Rigtig stort tillykke til holdet med det flotte resultat – og fortsat god oprykningsfest!
VBHK 2 - LUNDTOFT IF 19-15 (8-9)
Mål for VBHK: Omar Khalidan 6, René Petersen 5, Rasmus Holbech 4, Jakob Tranekær 2 og Henrik Steffensen 2. (Med på oprykningsholdet var desuden: Finn Sandberg, Christian Dvinge, Peter Nielsen, H.P Munk-Andersen, Henrik Olesen, Thomas Nissen og René Stork.)
Mål for Lundtoft IF: Simon Johannesen 5, Thomas Thorsen 3, Morten Kristensen 2, Frank Jensen 2, Bendix Wollf 2 og Peter Stilling 1.
Tilskuere: 100
19.04.2009