1. Division Herrer skal sydpå
Af: Peter Kaltoft
I den forløbne uge er skæbnen afgjort for flere håndboldhold i 1. Division, og dermed også fundet et par modstandere mere til VBHK.
Efter den sidste runde af op/nedspillet til 1. Division samt weekendens øvrige kampe i opspillet til Jack & Jones Ligaen, er VBHK's herrer i 1. Division sikret to ture til det sydvestlige Jylland, hvor Ribe-Esbjerg HH og TM Tønder er modstanderne. Ribe-Esbjerg HH vandt 40-22 over Rækker Mølle KFUM, og sikrede sig dermed uden den mindste tvivl en sæson mere i landets næstbedste håndboldrække. TM Tønder derimod måtte vente til kampens sidste 20 minutter i går, da Otterup HK fulgte godt med sønderjyderne, indtil TM Tønder trak fra, og vandt kampen 30-20. Otterup HK vandt det første opgør på Fyn med 35-32, og må dermed spille i 2. Division igen i næste sæson.
Liga op- og nedspillet er i fuld gang, og med den seneste uges resultater, er der kommet nogle flere afklaringer. Fredericia HK vandt søndag med 31-28 over SønderjyskE, og er dermed sikret endnu en sæson i landets bedste håndboldrække. Det samme er Mors-Thy Håndbold med stor sikkerhed, mens kampen om den 3. plads, der giver ret til at spille om en plads i Ligaen, står mellem SønderjyskE og Faaborg HK. Rækkens 4’er spiller i den kommende sæson i 1. Division.
I den anden pulje er Århus GF også næsten sikret en ligaplads, mens kampen om de tre andre pladser er meget åben, efter HC Midtjylland vandt kæmpestort over Lemvig Håndbold med 32-22. TMS Ringsted møder her søndag aften Århus GF, og en sejr til sjællænderne vil skabe spænding til sidste runde.
Alt i alt en rigtig spændende afslutning på samtlige op- og nedrykningskampe. Vi følger naturligvis med, og vil når de sidste kampe er afgjort, følge op på resultaterne her på siden.
1. Division Herrer ser til den kommende sæson således ud - hvor disse hold er 'sikre' deltagere:
- Ribe-Esbjerg HH
- TM Tønder Håndbold
- Skive fH
- Stoholm Håndbld
- Team Sydhavsøerne
- Odder Håndbold
- Skanderborg Håndbold
- Ajax København
- Holte IF (oprykker)
- Frederikshavn fI (oprykker)
- Vejle Bredballe HK (oprykker)
Liga op/nedspil:
(De to bedste i hver pulje spiller i Jack & Jones Ligaen, nr. 3 i hver pulje møder hinanden i kampen om én plads i Ligaen. Taberen af denne kamp samt de to 4'ere spiller i 1. Division)
- Faaborg HK, SønderjyskE, Mors Thy Håndbold og Fredericia HK
- HC Midtjylland, Århus GF, Lemvig Håndbold og TMS Ringsted
02.05.2010