Ronnie Mathiasen styrker VBHK-herrerne
Af: Peter Kaltoft
VBHK henter den 21-årige bagspiller hos 1. Divisionskollegaerne Skanderborg Håndbold, og er første forstærkning til næste sæson.
Som et led i bestræbelserne på at styrke sig til debutsæsonen i 1. Division, har VBHK ledelsen været på udkig efter forstærkninger som direkte kan glide ind i truppen, og dermed styrke den samlede herretrup omkring 1. Divisionsholdet. Derudover har der været fokuseret på, at finde unge og ambitiøse spillere, med et stort udviklingspotentiale. Netop dette punkt hører den første af flere forstærkninger Ronnie Mathiasen ind under.
Bagspilleren, der som nævnt oven for, sidst har optrådt for Skanderborg Håndbold, har spillet 51 kampe og scoret 146 gange for østjyderne. Ronnie kommer oprindeligt fra Rask Mølle, og får således kortere vej til træning i den kommende sæson. VBHK glæder sig til at byde Ronnie velkommen i klubben. VBHK forventer desuden at kunne præsentere yderligere forstærkninger de kommende uger - følg med her på hjemmesiden.
25.05.2010