Gratis adgang til hjemmekampe
Af: Martin Bysted Hildebrant
I aften spiller VBHK's 2. Division Herrer og 3. Division Damer sæsonens sidste turneringskamp i DGI-huset, og der er gratis adgang.
2. Division Herrer
Så står den på den sidste kamp i 2. Division for VBHK’s herrer. Torsdag aften kommer de sydlige naboer fra Kolding IF 2 på besøg. VBHK skal have vasket skuffelsen over nederlaget til Ribe-Esbjerg HH sidste torsdag væk, og dette kan jo passende gøres imod Kolding IF 2, som inden kampen, er sikker på at ende i nedrykningsspillet. VBHK har omvendt mulighed for igen at overtage 1. pladsen i 2. Division - omend den formentlig kun er til låns indtil søndag hvor Ribe-Esbjerg HH hjemme tager imod rækkens nr. 10 fra Kolding Håndboldklub - og skal VBHK have 1. pladsen og en direkte oprykning, så kræver det at Ribe-Esbjerg HH taber til Kolding Håndboldklub, som intet har at spille for rent placeringsmæssigt.
VBHK’s chancer for den direkte oprykning er, på baggrund af disse oplysninger, ved at være teoretiske, men ikke desto mindre skal chancen jagtes, og VBHK vil selvfølgelig gøre alt for at slutte af med maner, og give noget tilbage til hjemme publikummet, et publikum hvoraf rigtig mange havde taget turen til Ribe i torsdags. Sidst VBHK mødte Kolding IF 2 var i sæsonens allerførste kamp, hvor det blev til en sikker VBHK sejr på 22-36 - så vi ser gerne en gentagelse torsdag aften. Så mød op torsdag aften og vær med til at give VBHK den bedst mulige opbakning til aftenens kamp - men også frem imod de vigtige kampe, som står lige for. Kampen fløjtes i gang kl. 20.30 i DGI-huset Vejle, Hal 1.
3. Division Damer
Så er vi nået til sæsonens sidste kamp for VBHKs damer i 3. Division. Damerne reddede livet i rækken for et par runder siden, hvorimod aftenens modstandere fra Hornbæk SF stadig kan nå at blive nr. 1 i rækken og sikre sig direkte oprykning til 2. Division, i stedet for nu, hvor de er sikret en plads i oprykningsspillet.
VBHK’s damer har haft en blandet sæson, hvor det fra starten var de nedre pladser, som VBHK besatte, men efterhånden som sæsonen er skredet frem er det blevet til bedre og bedre spil fra damernes side - og undervejs er det blevet til flere flotte sejre. Senest VBHK og Hornbæk SF mødtes var det i sæsonens allerførste kamp, hvor det blev til en 21-18 sejr til Hornbæk SF - og vi håber da på at VBHK’s damer denne gang har den lille smule ekstra, der gør at kampen giver fuld gevinst. Hornbæks direkte modstandere i oprykningsstriden, Odder Håndbold, møder lørdag hjemme Nørager Boldklub, som ligger til at skulle med i nedrykningsspillet, uden reel chance for at komme væk fra dette og uden mulighed for den direkte nedrykning - dette vil formentlig betyde at VBHK vil møde et hold, som vil gøre alt for en sejr, men som på den anden side ved at det sikkert er spildte kræfter.
Mød frem til denne kamp og ønsk pigerne tillykke med forbliven i 3. Division og sig tak for denne sæson. Kampen begynder kl. 19.10 i DGI-huset Vejle, Hal 1.
02.04.2009