Hjemmekampe igen på søndag
Af: Peter Kaltoft
Allerede på søndag spiller VBHK's tre divisionshold samt Serie 2 Herrer og U-18 Drenge på hjemmebane i DGI-huset Vejle.
2. Division Herrer møder kl. 15.00 oprykkerne fra Viby IF, og skal forsøge at fortsætte det gode spil, fra sidste weekends 33-22 storsejr over Otterup HK. Viby IF ligger efter tre spillerunder sidst i rækken, og det overrasker træner Dan Frederiksen: ” Viby IF er det, som man godt kan kalde et ’håndværker hold’, hvor alle yder det bedste de kan for holdet, og det er en stor styrke at have det sådan. De har specielt en bagkæde som er teknisk gode, og som sætter modstanderen under pres i højt tempo, samt nogle hurtige kantspillere, så der skal løbes retur fra vores side,” siger Dan Frederiksen.
Omvendt er den vejlensiske træner samtidig bevidst om favoritværdigheden, og kan samtidig se flere af de skadede spillere være på vej tilbage: ” Vi ligger som det eneste hold i rækken med max point og det skal også være sådan efter dagens kamp. Vores store bredde på holdet skal kunne holde et højt tempo i alle 60 minutter, så Viby IF bliver trætte i løbet af kampen. Vi skal atter have vores forsvar op i det tempo der knækker modstanderen, kombineret med vores angrebsspil bliver bedre og bedre, så systemerne er ved at sidde som de skal,” siger Dan Frederiksen.
3. Division Damer spiller kl. 13.15 imod Rækker Mølle KFUM, og her skal holdet forsøge at hente sæsonens anden sejr. Med to knebne nederlag, vil to point kunne skubbe holdet godt op i tabellen, og da de vestjyske gæster samtidig kun har vundet en enkelt kamp, er det langt fra umuligt for VBHK-damerne at sejre i søndagens opgør.
3. Division Herrer spiller kl. 16.45 mod Nyborg GIF, og her kommer de vejlensiske oprykkerne for alvor på prøve. Selvom de fynske gæster også er oprykkere, består Nyborg-holdet af særdeles gode spillere, og har således kun tabt med et enkelt mål til rækkens nr. 1 fra Tommerup HK. Hjemmeholdet skal i hvert fald bevare det gode spil, holdet i perioder har vist i sæsonens tre første kampe, senest i 28-25 sejren over Team NØS, Haderslev Næs i søndags.
23.10.2009