Udskriv siden

Spændende sæson forude

Af: Peter Kaltoft

2. Division Herrer, 3. Division Damer samt 3. Division Herrer åbner alle sæsonen i morgen, søndag, i DGI-huset Vejle, Hal 1 fra kl. 13.15.

3. division damer:
Søndag d. 27. september kl. 13.15
VBHK - Ribe Håndboldklub

VBHK’s damer i 3. Division tager imod Ribe HK, som i sidste sæson var ude i nedrykningsspil om forbliven i rækken. Derfor venter der et spændende opgør, i kampen om to point. Træner Carsten Thomsen ser frem til sin debut som træner på hjemmebane: ”Som ny træner er man måske lidt mere urolig for, om forberedelserne har været i orden, end hvis man kendte holdet. De sidste par træningskampe har dog givet et par komfortable sejre, grundlagt på et godt fungerende forsvar og deraf nogle lette kontra-scoringer. Kan vi som hold hæve vores bundniveau kan vi spille op med de fleste hold i rækken,” siger Carsten Thomsen.


2. division herrer:
Søndag d. 27. september kl. 15.00
VBHK - GV Ejby


VBHK's bedste herrehold skal forsøge at komme det sidste skridt op af stigen i denne sæson, så oprykningen til 1. division forhåbentlig kan sikres. Dette sidste skridt skal det nye trænerteam med Dan Frederiksen og Robert Jensen være med til at tage. Sæsonens første kamp er imod GV Ejby, som i sidste sæson spillede i 1.division – som dog hen over sommeren har været i fuld gang med projektet HC Lillebælt – et projekt som dog måtte opgives i sidste øjeblik inden sæsonstart. I optakten til denne sæson der brugt meget tid på at få spillet alle de nye folk sammen med den ”gamle” del af holdet fra sidste år. Der er blevet brugt meget tid på at lære hinanden bedre at kende samt ikke mindst de 2 nye trænere og deres form for håndboldfilosofi.

Træner Dan Frederiksen ser dog søndagens modstander som en kompetent en af slagsen: ”Søndagens modstander GV Ejby har ikke haft den optimale forberedelse til denne sæson, da deres elite satsning ”HC Lillebælt” blev nedlagt for mindre en 1 måned siden. Spillerne blev fritstillet og nogle fandt nye klubber i 12. time. Det vil sige, at klubben gik tilbage til rødderne og fik overtalt nogle af de gamle samt resten af elitesatsningen til at lave en redningsplan. De vil derfor kæmpe med næb og klør for at redde eksistensen i 2. Division, så vi skal være på vagt. De spiller noget fysisk håndbold, som vi ikke skal lade os kyse af, men tage kampen op med oprejst pande, og løfte sammen i flok, så vi kan hente sæsonens to første point!, siger Dan Frederiksen)


3. division herrer:
Søndag d. 27. september kl. 16.45
VBHK 2 – GV Ejby 2

Efter sidste sæsons oprykning til 3. Division, åbner 3. Division Herrer også sæsonen på søndag, og for første gang nogensinde har klubben tre divisionshold. ”To måneders hårdt slid i træningslokalet bliver denne søndag eftermiddag belønnet med 60 minutters håndboldkamp hvor der endelig er "pinde" på spil - og VBHK 2 går efter begge to,”som træner Finn Sandberg formulerer det.

Vejle Bredballe HK har som nævnt ovenfor, i denne sæson to hold i divisionsrækkerne på herresiden, og det faktum har betydet god intensitet under træningerne, hvor mange gode spillere kæmper om pladserne på begge hold. Flere nye unge spillere er kommet til i pausen, og dette hold består derfor af en række unge "boblere" der har vist stor træningsiver, blandet med et par mere rutinerede spillere der også var at finde på Jyllandsserieholdet sidste år. Træner Finn Sandberg er klar over at hårdt arbejde er vejen frem for overlevelse i 3. Division: ”Ingen kampe vindes uden respekt for modstanderen, og selvom GV Ejby har været igennem en turbulent periode i opstarten til denne sæson, er det lykkedes at samle flere rutinerede spillere til holdet. De er desuden anført af en gammel kending på sidelinjen i form af Ken Holst, der også har fungeret som træner i VBHK samt en solid målmand i Bjarke Fohlmann der har adskillige divisionskampe på sit CV. Derfor skal vi klar fra start, i håbet om at hente sæsonens første sejr,” slutter Finn Sandberg.

26.09.2009

NÆSTE HJEMMEKAMP: