8. sejr i 8. forsøg
Af: Peter Kaltoft
Yderlige to point blev sat på kontoen da 2. Division Herrer lørdag vandt med 31-23 mod de sønderjyske oprykkere fra Løgum IF.
Foran 5-1 efter fem minutter og så var spændingen stort set forsvundet fra den kamp. De sønderjyske gæster fik den værst tænkelige start på kampen i DGI-huset, og kom sig aldrig for alvor over den dårlige start. Kampen nåede aldrig et rigtig højt spillemæssigt niveau som tidligere set, men derimod i glimt særdeles gode aktioner. Lars Knudsen og Johnny Ebbesen beviste igen i lørdagens opgør deres høje niveau, og Lars Toft der afløste en skadet Rasmus Vandbæk i truppen, fik trukket en underhånd afsted efter pausen, så stort set samtlige tilskuere ønskede at den kunne vises i langsom gengivelse.
Kampens udvikling bar samme præg som de foregående, hvor gæsterne fulgte nogenlunde med i 40 minutter, men hvor VBHK-mandskabet i kampens sidste fase overbevisende lukker kampen. Træner Dan Frederiksen glædede sig over spillernes koncentration kampen igennem: "Vi forsøger så vidt muligt at fokusere på den næste opgave, og ikke tænke meget længere frem. Kampen bliver afgjort forholdsvis tidligt, så det er glædeligt at vi formår at koncentrere os om at holde fast i føringen, og skabe et solidt afsæt frem mod næste lørdags topkamp mod AGF, Århus 2", sagde Dan Frederiksen efter kampen.
Netop næste kamp er af vital betydning for VBHK'erne. AGF, Århus 2 er i øjeblikket placeret som nr. 2, tre point bag vejlenserne. En sejr vil sende VBHK-herrerne i spidsen med fire points forspring til Otterup HK, hvorimod et nederlag vil åbne spændingen i toppen igen. Århusianerne har indtil videre spillet uafgjort mod Viby IF og har desuden tabt en enkelt kamp til Bjerringbro-Silkeborg 2. Kampen spilles på lørdag kl. 15.10 i Frederiksberghallerne i Århus, som er belligende mellem Marselis Boulevard og Frederiks Allé.
22.11.2009