Et point efter tæt kamp
Af: Peter Kaltoft
VBHK's damer i 3. Division åbnede 2010 med et uafgjort resultat mod Ribe HK, efter en særdeles spændende afslutning.
Det spillemæssige niveau i VBHK-kvindernes første kamp i det nye år var til at overskue, men det var spændingen derimod ikke. Både før og efter pausen leverede de to hold en spændende kamp, hvor der var drama helt til kampens slutning.
Efter en vejlensisk føring på 10-9 ved halvleg, var det VBHK'erne der kom bedst ud på banen efter pausen, og fik midtvejs i 2. halvleg bragt sig foran med 16-14. Herefter fulgte fem minutter hvor holdet misbrugte flere gode chancer, til at bringe sig foran med 3-4 mål, og sandsynligvis lukket kampen. I stedet fandt hjemmeholdet det gode spil frem, og skulle med 30 sekunder igen, og i front med 19-18, blot sørge for at spille bolden rundt indtil slutfløjt. Ribe HK's venstrefløj valgte dog at afslutte med 10 sekunder, og burde i situationen nok have fået tildelt et straffe. Dommerne undlod at fløjte, og i stedet kunne VBHK-playmakeren Gitte Jakobsen med to sekunder igen udligne til slutresultatet 19-19.
VBHK-træner Carsten Thomsen gav debut til den nyankomne højrefløj fra Horsens HK, Carina Magni, der med fire scoringer var en holdets bedste denne søndag, og som derudover havde Pia Duus og Malene Friis Hansen i målet som vejlensernes bedste denne søndag. "Efter kampen kan man godt ærge sig over, at vi ikke fik lukket kampen midtvejs i 2. halvleg, men vi skal set i lyset af kampens afslutning være glade for det ene point. Jeg håber vi kan hæve vores niveau, og vise at vi hører til i toppen når vi på søndag i Hældagerhallen møder Fredericia HK 1990 2", sagde Carsten Thomsen efter kampen.
Og som nævnt er næste kamp på søndag i Hældagerhallen, Bredballe. Modstanderen er reserverne til Fredericia HK 1990's hold i 1. Division og kampen fløjtes i gang kl. 13.15.
RIBE HK - VBHK 19-19 (9-10)
Mål for Ribe HK:
Mål for VBHK: Pia Duus 5, Sussi Madsen 4, Carina Magni 4, Pernille Hansen 3, Gitte Jakobsen 1, Sabrina Jørgensen 1 og Nina Sommer 1.
Tilskuere: 50
06.01.2010