Udskriv siden

VBHK-reserver tog første stik

Af: Peter Kaltoft

Mens håndboldsæsonen for langt de fleste mandskaber er slut, spilles der i øjeblikket på fuld kraft i op- og nedrykningsspillet.

I kampen om en plads i 3. Division Herrer, mødte Vejle Bredballe HK 2 søndag eftermiddag Greve Håndbold fra Kvalifikationsrækken (Sjællandsserien) i Greve Idræts Center. Det sjællandske mandskab har de blandt andet de tidligere ligaspillere John Christensen og Lars Felskov på holdkortet, så VBHK-herrerne vidste, at der ville vente en svær opgave.

Rutinen blev afgørende

Som ofte set før, bliver de gamle cirkusheste vækket til live, når der kan duftes savsmuld – og denne søndag var ingen undtagelse. Træner Finn Sandberg havde trukket i målmandstøjet, og overladt styringen denne eftermiddag til Robert Jensen, og det skulle vise sig, at være en klog beslutning. Flere flotte redninger før pausen var en medvirkende faktor til, at vejlenserne kunne gå til pausen foran 12-10. Derudover styrede H.P. Munk-Andersen både det defensive og offensive spil med hård hånd, mens især Jacob Laursen, Omar Khalidan og Jakob Tranekær leverede solide præstationer på et generelt velspillende VBHK-hold. På trods af en føring på 18-14, blev hjemmeholdet lukket ind i kampen igen, og fik kontakt ved både 21-21 og 22-22, inden der igen blev skabt afstand. Alligevel var den seværdige kampe tæt indtil sidste sekund, og et medlevende publikum i Greve Idræts Center bidrog til den gode stemning. Med 20 sekunder igen missede Greve et straffekast, mens Jakob Tranekær efterfølgende spillede sig igennem og hamrede bolden på overliggeren. Heldigvis resulterede det i et vejlensisk frikast, hvor samme Jakob Tranekær efter en god aflevering kunne score sejrsmålet til 27-26.

Afgørelse næste søndag

Dermed fik VBHK-mandskabet et fornuftigt udgangspunkt til den kommende weekends afgørende kamp, når Greve Håndbold skal den lange tur vestpå, og gæster Vejle. En sejr, et uafgjort resultat eller et nederlag på ét mål, såfremt Greve holdes under 27 scoringer er nok til, at sikre endnu en sæson for VBHK’erne i 3. Division. Under alle omstændigheder er der lagt op til en spændende kamp på søndag den 18. april i DGI-huset Vejle, Hal 2, hvor begge mandskaber vil gøre deres til, at få en god afslutning på sæsonen. Kampen fløjtes i gang kl. 16.00.

                
Finn Sandberg stod en flot kamp i VBHK-målet

11.04.2010

NÆSTE HJEMMEKAMP: