Udskriv siden

VBHK videre i pokalen

Af: Webmaster

VBHK spillede sig torsdag aften videre til 6.runde i Nordea Cuppen med en sejr over Hasle KFUM i DGI-huset Vejle.
Med en 33-19 sejr torsdag aften i DGI-huset Vejle, er VBHK’s herrer videre til 6. runde af Nordea Cup (Pokalturneringen). Gæsterne fra Hasle KFUM, der i øjeblikket er nr. 4 i 3. Division, begyndte kampen godt, og var med til stillingen 2-2. Herefter viste hjemmeholdet forskellen mellem 2. og 3. Division, og stillingen blev hurtigt 8-3 i vejlensernes favør. Århusianerne fik dog næsten kontakt ved 11-10, inden Jacob Knudsen på et par kontrascoringer kunne øge til pausestillingen 16-10. Med godt 10 minutter spillet af 2. halvleg og en VBHK-føring på 24-11 var kampen reelt afgjort, og hjemmeholdet kørte en sikker sejr i land på 33-19.
 
Målscorere for VBHK: Jacob Knudsen 10 (2), Kenneth Jørgensen 6, Søren Valentin 4, Thomas Munk-Andersen 3, Christian Andersen 3, Rasmus Vandbæk 2, Kasper Nielsen 2, Heino Jepsen 2 og Andreas Jepsen 1.
 
 
Med sejren fik holdet en solid optakt til weekendens turneringsopgør, hvor Brabrand IF Håndbold 2 kommer forbi DGI-huset. Brabrand indtager inden søndagens kamp rækkens sidsteplads, men holdet besidder alligevel en vis portion teknik og tempo påpeger VBHK-træner Dan Frederiksen: ”Selvom Brabrand IF er bundhold i rækken, og har haft en hård sæson som nyoprykkere med en masse skader og lige kampe som de har tabt med en lille margin, var de i sidste weekend ved at tage begge point fra GOG Håndbold 2, men smed det hele i sidste sekund. Brabrand IF er et ungt hold og som alle øvrige Århus-hold, er de teknisk gode,” siger Dan Frederiksen. ”Sidste weekend fik vi atter en gave af Otterup HK som tabte til GV Ejby så vi nu er fem point foran AGF, Århus 2 og seks point foran Otterup HK, og det ville være rart  stadig at have dette forspring inden vi møder de to hold senere i turneringen,” siger Dan Frederiksen, der dog samtidig pointerer, at VBHK-mandskabet stadigvæk tager en kamp af gangen som hidtil i denne sæson. Kampen mod Brabrand IF Håndbold 2 begynder kl. 15.00 på søndag i DGI-huset Vejle, Hal 1.
 
3. Division Damer møder Team Vest Håndbold kl. 13.15, mens 3. Division Herrer tager imod Otterup HK 2 kl. 17.30 i et vigtigt opgør for begge mandskaber, for at holde sig væk fra den plads der udlæser nedspilskampe. Begge kampe spilles også i DGI-huset Vejle, Hal 1 på søndag.

05.02.2010