Udskriv siden

Opspil til 1. Division Herrer

Af: Peter Kaltoft

VBHK-mandskabet kan se frem til at møde HRH-74, Roslev samt Albertslund/Glostrup i oprykningskampene på vej mod 1. Division.

Selvom mange af os håbede på, at sæsonen var slut med en direkte oprykning, venter der nu minimum fire oprykningskampe i bestræbelserne på at nå 1. Division. Første brag står allerede 2. påskedag her i Vejle:

Mandag den 13. april 2009 kl. 15.00 i DGI-huset Vejle, Hal 1
VBHK vs. Albertslund/Glostrup

Mandagens københavnske modstander fra Albertslund/Glostrup er et hold med mange profiler, hvor største parten har spillet i Håndboldligaen, og har prøvet denne slags kampe før. Heriblandt Peter Nørklit, Jacob Green Jensen og ikke mindst trænerne Søren Herskind (kendt fra TV 2 Sporten) samt Morten Krampau. Vi råder selv over en skadesfri trup, og alle mand er derfor klar til kamp.

Bestyrelsen håber at rigtig mange tager en tur i hallen, og bakker op om ’vores’ lokale helte. Træner H.P. Munk-Andersen ser ligesom spillerne frem til kampen: ”Vi håber, at rigtig mange mennesker har valgt at komme i hallen på mandag, da vi får brug for alt den opbakning vi kan få, i håbet om at få to point mod de storsatsende Albertslund/Glostrup. Efter den direkte oprykning glippede, skal vi i første omgang nu ud i fire spændende oprykningskampe mod de andre 2’ere hvor alt kan ske. Men igen i denne kamp skal vi fokusere på vores eget spil, og forhåbentlig kan vi finde niveauet som vi i de fleste af sæsonens sidste kampe leverede. Vi vil i hvert fald gøre vores til at presse vores københavnske gæster til det ypperste, og forsøge at hente en vigtig sejr.”

Næste kamp i oprykningsspillet spilles torsdag den 16. april kl. 20.15 hvor VBHK skal møde HRH-74, Roslev i Salling Hallen. Rigtig god påske!

08.04.2009

NÆSTE HJEMMEKAMP: