Dan Frederiksen og Robert Jensen nye trænere
Af: Peter Kaltoft
VBHK kan med stor glæde præsentere et spændende og nysammensat trænerteam, som skal stå i spidsen for VBHK’s herrer i 2. Division.
Efter det for et par måneder siden stod klart, at der til den kommende sæson skulle ansættes et nyt trænerteam, er der fortaget mange nøje overvejelser omkring hvordan situationen på og omkring holdet skulle gribes an. Sportschef Henrik Steffensen var derfor meget tilfreds da han præsenterede trænerne til den kommende sæson for VBHK-herrerne: ”Der er forhandlet med flere forskellige trænertyper og emner, men da det kommende trænerteam faldt på plads, var vi ikke et sekund i tvivl om, at den kommende trænersammensætning var den bedst mulige løsning,” sagde Henrik Steffensen da trænerne forleden dag blev præsenteret for spillerne.
Dan Frederiksen med fortid som både spiller og træner i Kolding HK, vil med sin erfaring gennem et hav af divisionskampe og trænergerning fra Kolding HK, kunne bidrage med en erfaring og ro på holdet, der gerne skulle sikre stabilitet og en solid støt kurs mod de øverste pladser i 2. Division. Robert Jensen der tidligere har trænet i Kolding IF og GV Ejby vil med sine kvalifikationer fra DHF’s træneruddannelser og erfaringen fra mange divisionskampe, være en vigtig strateg med henblik på det offensive spil. Robert var i den forgangne sæson assisterende træner i Ribe-Esbjerg HH. Både Dan Frederiksen og Robert Jensen ser frem til den kommende sæson, og målet er også til denne sæson en placering i toppen: ”Med den nuværende spillertrup, skal vi selvfølgelig blande os i toppen af rækken, men nogen bestemt placering vil vi på nuværende tidspunkt ikke ligge os fast på. Først og fremmest er håndbold en holdsport, hvor det gælder om få det maksimale ud af alle spillere, og det er det fokuspunkt vi vil arbejde ud fra i første omgang. Så må vi efterfølgende se, om vores målsætning skal justeres til, alt efter hvordan resultaterne bliver i den kommende sæson,” siger Dan Frederiksen.
11.07.2009