Udskriv siden

VBHK stopper samarbejdet med Søren Gottfredsen

Af: Peter Kaltoft

Vejle Bredballe HK har pr. dags dato valgt at ophæve samarbejdet med træner for 2. Division Herrer, Søren Gottfredsen.

En enig bestyrelse står bag beslutningen, der skal ses i lyset af de kommende oprykningskampe til 1. Division, der med stor sandsynlighed venter forude. Tidligere cheftræner i VBHK, H.P. Munk-Andersen overtager ansvaret for holdet i de eventuelle kommende oprykningskampe, og vil allerede forestå træningen i aften i DGI-huset Vejle, og således også stå på bænken i sæsonens sidste kamp på torsdag mod Kolding IF 2. ”Vi er overbeviste om, at H.P. med sin erfaring og taktiske overblik er den rette til at varetage rollen som cheftræner i sæsonens sidste kampe. Vi håber at kombinationen af rutine i form af H.P. Munk-Andersen sammen med det dygtige spillermateriale holdet er i besiddelse af, kan indfri målsætningen om oprykning til 1. Division,” siger sportschef Henrik Steffensen.

”Efter nederlaget til Ribe-Esbjerg HH i torsdags, og med henblik på de kommende vitale oprykningskampe, ser vi os nødsaget til at handle på trænersiden i bestræbelserne på at skabe ny energi, gejst og forhåbentlig optimere det kollektive spil, holdet i glimt har vist potentiale til i løbet af sæsonen,” udtaler Henrik Steffensen. ”Søren har været i klubben i snart to år, først som spiller og det seneste år som træner. Søren har bidraget til at højne niveauet i klubben, og samtidig været medvirkende til at bringe klubben op på sit højeste sportslige niveau i mange år. Under alle omstændigheder har vi været glad for Søren og sit engagement, og han kan forlade klubben bevidst om at hans arbejde har været af stor betydning,” slutter Henrik Steffensen.

02.04.2009

NÆSTE HJEMMEKAMP: