Udskriv siden

U-16 Pige Div. vandt over Team Esbjerg og Viborg HK

Af: Johnny Emborg

Vejle Håndbold Ungdoms U-16 Piger er kommet flot fra start i Divisionen, med to sejre af to mulige.

Kampreferat 21. januar 2010
Team Esbjerg – Vejle Håndbold Ungdom

Sejr i premierekampen i divisionen

Sæsonens første divisionskamp blev spillet i Stadionhallen i Esbjerg torsdag aften. Inden kampen var der en vis spænding i truppen, både på grund af usikkerheden i forhold til niveauet, samt hvilken betydning Lotte Tranekærs fravær ville få. Lotte har i efteråret været en nøglespiller i forsvaret samt vores ubestridte topscorer, men i kampen mod Team Esbjerg måtte hun se til fra bænken på grund af en forstuvet ankel.

Begge hold indledte kampen nervøst og lavede tekniske fejl, og der gik således næsten fem minutter, inden det lykkedes for holdene at komme på scoringstavlen. Det var Vejlepigerne, der kom bedst fra start, og efter ti minutter var vi foran med 5-3. Holdene fulgtes ad i første halvleg, og på intet tidspunkt var nogen af holdene foran med mere end to mål. Vi gik til halvleg foran 8-10, efter en halvleg hvor begge hold spillede godt forsvarsspil.

Fra starten af anden halvleg spillede vi i et lidt højere tempo i begge ender. Dette, samt en række flotte redninger fra Kia Uttrup i målet gjorde, at vi satte os på kampen i den første del af halvlegen. Mod slutningen begyndte vi dog at lave flere fejl, hvilket gjorde afslutningen mere spændende end nødvendigt. Vi fik dog en sejr på 19-22 med hjem fra Esbjerg.

Kampens store profiler var Kia Uttrup i målet og Maria Andersen, som med 10 mål var en af de bærende kræfter for Vejle Håndbold Ungdom.

Kampens målscorere: Maria Andersen 10, Camille Johansen 5, Fie Amalie Fogh Nielsen 3, Camilla Jermer 2, Ulrikke Jensen 1, Pia Larsen 1.


Kampreferat 23. januar 2010

Vejle Håndbold Ungdom – Viborg HK 2

Arbejdssejr i første hjemmekamp i divisionen

Kun to dage efter årets første kamp skulle divisionspigerne fra Vejle Håndbold Ungdom igen i kamp. Dagens modstander var Viborg HK 2, som havde indledt sæsonen med et nederlag til Randers HK og en sejr over Team Esbjerg. Viborg HK 2 var, lige som os, rykket op i divisionen efter jul, og det var således en kamp, der skulle vindes, hjemmebanen taget i betragtning. Når det er sagt, så forventede vi en tæt kamp, der kunne gå begge veje… og sådan blev det.

Holdene fulgtes ad til stillingen 12-11 ved halvleg. Fra starten af anden halvleg havde vi problemer med at komme op i tempo, så Viborg fik i løbet af de første 15 minutter skabt en føring på tre mål. Vejlepigerne gav dog ikke op, og i perioden fra det 20. til det 28. minut vandt vi 5-1. Vi var dermed foran med to mål, da der manglede to minutter af kampen. De sidste minutter af kampen var præget af vilje, fight og nerver fra begge hold. Endnu engang bød Kia Uttrup ind med en række flotte redninger, og det lykkedes Vejle Håndbold Ungdom at vinde kampen 23-22. Det må siges at være tilfredsstillende, i en kamp hvor vi giver dem otte straffekast og lader dem score syv mål på kontra. En af kampens profiler var endnu en engang Kia Uttrup i målet med en række flotte redninger. Camille Johansen trådte i dag i karakter som dirigent i forsvaret, og blev holdets topscorer.

Kampens målscorere: Camille Johansen 9, Maria Andersen 7, Julie Lynggaard Nielsen 4, Ulrikke Jensen 1, Pia Larsen 1, Mette Pedersen 1. Se stillingen her.

Referat: Joan Kaltoft

 

24.01.2010

NÆSTE HJEMMEKAMP: